Jeg fik maskerne fjorten dage ind i november. De havde siddet fast i tolden i henholdsvis Østrig og i Tórshavn, og havde bare ligget der og ventet, uden at nogen gir besked om dem. Med gode overtalelseevner formår jeg at fortælle, at maskerne er toldfri, de skal sendes af landet igen om en halv måneds tid. Og så fik jeg dem udleveret. Omsider. Så langt så godt. Jeg tænker, at det er vel også en del af rejsen: At ligge fast i burekrati, told -og postvæsen og vente på afhentning.
Nu har jeg dem så i fjorten dage. Hvad skal jeg dog finde på? Da jeg åbner kassen er det snarere maskerne, som finder på mig. Jeg tager dem skiftevis på og det viser sig straks, at de har en krop også, gangarter, små lyde, ikke mange ord –endnu.
Jeg tænker straks, at de må ud og stilles i relation til den færøske natur. Til råheden, stormen, brændningen, havet, lyset, græsset, vandet, stillheden, da de vækker en eller anden urfølelse i mig, noget a la de første mennesker på jorden, undrende og sultne. Eller snarere en urkraft med menneskelige egenskaber. Måske huldefolk? Folk –eller huldrer- der ifølge den færøske mytologi var væsener, der boede parallelt med menneskene, dog borte fra bebygget område, ude i heden, i sten, kløfter og på havet. Hvor de levede deres tilværelse, holdt får, fiskede på havet og havde vel tanker og længsler ligesom menneskene. Usynlige for menneskeøjet, men nogle gange viser de sig og er ikke helt ufarlige for mennesker. Nogle mennesker blev taget af hulderfolkene, blev væk i mange dage og kunne komme tilbage til bygden helt forstenede og nogle gange med et ondt blik. Sådan blev der berettet dengang – før elektricetetens tidsalder, under tranlampens og ildens skær.
Sådanne tanker kredser min fantasi, mens jeg leger med dem. Ihvertfald associerer de noget forniskt. Som gør mig nysgerrig. Og som jeg vil forsøge at fange på video udendørs. Masker i samspil med naturen.
Ud af det kommer en lille filmmontage. Som skal klippes færdig og som lægges ud på bloggen snart. Foreløbig er her nogle billeder.
Nu har jeg dem så i fjorten dage. Hvad skal jeg dog finde på? Da jeg åbner kassen er det snarere maskerne, som finder på mig. Jeg tager dem skiftevis på og det viser sig straks, at de har en krop også, gangarter, små lyde, ikke mange ord –endnu.
Jeg tænker straks, at de må ud og stilles i relation til den færøske natur. Til råheden, stormen, brændningen, havet, lyset, græsset, vandet, stillheden, da de vækker en eller anden urfølelse i mig, noget a la de første mennesker på jorden, undrende og sultne. Eller snarere en urkraft med menneskelige egenskaber. Måske huldefolk? Folk –eller huldrer- der ifølge den færøske mytologi var væsener, der boede parallelt med menneskene, dog borte fra bebygget område, ude i heden, i sten, kløfter og på havet. Hvor de levede deres tilværelse, holdt får, fiskede på havet og havde vel tanker og længsler ligesom menneskene. Usynlige for menneskeøjet, men nogle gange viser de sig og er ikke helt ufarlige for mennesker. Nogle mennesker blev taget af hulderfolkene, blev væk i mange dage og kunne komme tilbage til bygden helt forstenede og nogle gange med et ondt blik. Sådan blev der berettet dengang – før elektricetetens tidsalder, under tranlampens og ildens skær.
Sådanne tanker kredser min fantasi, mens jeg leger med dem. Ihvertfald associerer de noget forniskt. Som gør mig nysgerrig. Og som jeg vil forsøge at fange på video udendørs. Masker i samspil med naturen.
Ud af det kommer en lille filmmontage. Som skal klippes færdig og som lægges ud på bloggen snart. Foreløbig er her nogle billeder.
Gunnvá Zachariasen,
skuespiller
No comments:
Post a Comment